English Filmfotograf Dan Säll  
 
 
 
     
 
Blog   Projekter   Dan Säll   Kontakt
 
 
   
 
Se billeder
Se videoklip (Quicktime)
  Lê Lê - De Jyske Vietnamesere

Dung, Son, Lam og Ahn. Tre brødre og en søster i alderen 2 til 7 år ankommer til Aalborg sammen med deres forældre. Året er 1979 og det er en dansk vinterdag med knæhøj sne. De er nogle af de første fremmede i det danske landskab.

"Når man taler om sin hjemstavn er det sådan en geografisk plet. Men hjemstavn betyder vores familie' for os". Ordene kommer fra Son, den yngste i søskendeflokken, og bliver mødt med smil og latter. Ikke desto mindre rammer de på godt og ondt kernen i filmen - betydningen af familie og sammenhold og det at være indvandrer i Danmark langt fra sine rødder i Vietnam.

En forrygende succes

I en rå og intim reportage, blandet med nænsomme personskildringer fra Danmark og Vietnam, får vi indsigt i de fire søskendes drømme og frustrationer i dokumentarfilmen "Lê Lê - De Jyske Vietnamesere".

Vi følger de fire søskende frem til åbningen af deres nye restaurant på Vesterbrogade i København, kun 150 meter fra den gamle restaurant Lê Lê, som de har drevet i fællesskab og som er blevet en forrygende succes. Uden sikkerhedsnet og med formuen pantsat er den nye restaurant endnu et fælles projekt, som de kaster sig over med hver deres karismatiske personlighed, drevet af en evig taknemmelighedsgæld til deres forældre.

De skulle smadres

I en åbenhjertig samtale mellem de fire søskende fortæller de om, hvorfor familien holder sammen og ikke kan leve uden hinanden, om deres syn på integration og indvandrerkomplekser, og om bearbejdelse af fortidens rædsler og om at høre til. Manden bag filmen er den prisbelønnede svenskfødte dokumentarist og filmfotograf Dan Säll.

"Da jeg blev opfordret til at fortælle historien om familien Le Huang, var jeg først skeptisk. Det var jo bare en af de der succeshistorier. En dag mødte jeg de fire søskende, der fortalte mig om deres opvækst i Jylland og om, hvordan de altid blev betragtet som de gule, hvis grillbar skulle smadres. De besluttede at gå deres egen vej uden at klynke. Da indså jeg, at det var en historie, der var nødvendig at fortælle. De er en familie, der er startet fra nulpunktet i et land med et helt andet kodeks, kultur og sprog - alligevel har de bare knoklet og fået megasucces", fortæller Dan Säll.
     
    Relateret

Anmeldelse fra Berlingske Tidende

Anmeldelse fra Kristeligt Dagblad

  Til toppen af siden